Det er svært ikke at få et smil på læben, når man kører VW ID. Buzz. Man sidder højt og har et dejligt overblik, mens man stryger lydløst gennem landskabet. Og når man skal parkere, er den overraskende nem at håndtere på grund af den lave venderadius.
Det er tydeligt, at VW har lagt sig i selen med fornyelsen af deres legendariske folkevognsrugbrød. Designet er fuldendt med en nuttet front og charmerende tofarvet lakering, som går igen inde i bilen. VW ID. Buzz blev kåret til Årets Bil i Danmark 2023, og det kræver en grundig test, synes vi.
Buzz har baghjulstræk som den oprindelige udgave fra 1950’erne. Der er skydedøre, god plads til fem personer og overdådig plads i bagagerummet på minibussen. I 2024 kommer der en lidt længere udgave med plads til 7 personer, som også får nyt udstyr, eksempelvis et avanceret glastag. En camper-udgave har været på tegnebrættet – en såkaldt California, men den er udskudt på ubestemt tid, da vægten på den vil betyde, at der skal bruges et stort kørekort. Men skal man bare have madras og kogeudstyr i sin Buzz, så er der heldigvis en masse løsninger hos tredjepartsleverandører.
Bilen fås i to udgaver, begge med samme batteri på 77 kWh netto og 204 Hk, men med en masse udstyr til forskel. Billigste udgave koster 489.900 kr., og skal man have elektriske skydedøre, avancerede forlygter og assistentsystemer, så skal man af med 579.995 kr.
Den officielle rækkevidde er på 409 km. Der kan DC-lades ved 170 kW og AC-lades ved 11 kW. Det er ganske fint i forhold til konkurrenterne, som der i øvrigt ikke er mange af.
Men hvordan kører den så? Hvordan er kvaliteten og brugervenligheden? Tag med os på tur i charmetrolden ID. Buzz Style.

