Billigste BMW-SUV at købe og eje

Drømmer du om en bimmer?

BMW var godt fremme i skoene, da de lancerede den helt elektriske i3 tilbage i 2013. En bil der lugtede så meget af fremtid, at vi anmeldere var helt rundt på gulvet. Og hvad skete der så med BMWs elbilsambitioner? De satsede på benzin- og hybridbiler i de næste mange år i stedet for at udnytte deres førerposition, og sakkede bagud i forhold til Tesla, Volkswagen og andre rivaler. Av, der måtte fyres en topchef. Men nu har det bajerske bilfirma altså så også genopdaget, hvor vinden blæser hen. Der er nu planer om en lang række af elbiler. Den første af dem er iX3, en ombygget eludgave af den fremragende mellemklasse SUV X3.

iX3 er forsynet med et 80 kWh batteri som giver en WLTP rækkevidde på 461 km, og med træk på baghjulene yder den 286 hk. Det rækker til 6,8 sekunder, når man skal fra 0-100 km/t. Og bilen kan lynlade med op til 150 kW. Det er overraskende nok ikke muligt at få firhjulstræk. Bilen koster fra 522.000 kr. i udgaven, der hedder Charged til efternavn, mens Charged Plus koster 620.000 kr. Begge udgaver er utrolig flot udstyret med lædersæder, stort glastag, der kan åbnes, justerbar undervogn og andet lækkert udstyr, der normalt er dyrt hos BMW.

Vi har lavet en ekspresanmeldelse og må sige, at vi er ret imponerede. iX3 har meget lækre sæder og i det hele taget en høj kvalitet i materialerne. Betjeningen en knivskarp og der er en gedigen luksusfølelse i betjeningen. Undervognen er godt balanceret i et fint kompromis mellem sikre køreegenskaber og komfort. Og så er bagagerummet ganske pænt på 510 liter.

Tag med på en køretur i BMW iX3 Charged

Volvo XC40 – en yderst velkørende el-SUV

Så er Volvo for alvor kommet med til festen for el-SUV’er i mellemklassen. XC40 Recharge Electric hedder den, og bilen har firhjulstræk, hele 408 hk, og en officiel rækkevidde på 418 km. Og så må den trække 1500 kg. XC40 Recharge har selvfølgelig fået 5 stjerner i Euro NCAP. Det er jo en Volvo. Skruer man en fornuftig bil sammen på Volvos hjemmeside, som bør rumme tilkøb af pro-pakken til 20.000 kr. med oplukkeligt glas-soltag, Harman-Kardon lydanlæg, eljusterbare sæder samt 360-graders kameraer, så lander man på 465.000 kr. Og det er faktisk en ret god pris sammenlignet med for eksempel VW ID.4 GTX (altså udgaven med firhjulstræk) som er dyrere med tilsvarende udstyr.

Som noget nyt fås den nu også med en enkelt motor, hvis man altså kan “nøjes” med 231 hk og en 0-100 km/t på 7,4 sekunder i stedet for 4,9 sekunder. Her sparer man hele 54.000 kr. Men en smule overraskende står den til at køre kun 5 km længere på en opladning, altså 423 km.

Det er en overset specialitet ved elbiler, at firhjulstræk, som i en elbil betyder motorer både på forhjul og baghjul, og dermed en masse hestekræfter, ikke går synderligt ud over rækkevidden, som man ellers skulle tro. Forskellen mellem baghjulstræk og firhjulstræk på årets bil i europa Kia EV6 er blot 1 km i rækkevidde i en norsk stortest. Forklaringen skal formodentlig findes i evnen til at regenerere energi ved nedbremsning fra to motorer i stedet for kun en. Det forudsætter altså en blandet kørsel, hvor man rent faktisk skal sagtne farten med jævne mellemrum, og det er jo netop blandet kørsel som ligger til grund for WLTP målingerne af rækkevidde. På de lange motorvejstræk må man trods alt forvente, at de lettere biler med kun en motor kører noget længere.

Nå, men vi kom fra XC40 Recharge. Det er en bil, man hurtigt bliver venner med. Vi er imponerede over kvalitetsfornemmelsen ved at køre bilen, og hvor godt Google-styresystemet fungerer – især anvendelsen af Google Maps til navigation fungerer virkeligt fint. Integrationen med din telefon er dog mindre sjov, hvis du er Apple-aficionado. Og ligefrem irriterende er det, at man skal ind i en menu på skærmen for at slå vognbaneassistenten og andre tilsvarende funktioner til og fra.

Se vores ekspresanmeldelse af Volvo XC40 Recharge Electric.

Polestar 2 – en Google-baseret Volvo-sportsvogn

Polestar 2 er den første el-bil fra udbrydermærket Polestar, som tidligere var Volvo’s sportsmærke, men nu er et selvstændigt mærke i den kinesiske Geely-koncern som har overtaget bixen i Göteborg. Men det kører for Polestar. Fornyligt hørte vi om ambitiøse vækstplaner. Polestar planlægger at lancere en ny bil hvert år i de næste tre år med Polestar 3 som den næste. Det bliver en “præstations-SUV af høj kvalitet” som skal bygges i USA med LiDAR sensor og NVIDIA-computerkraft. Og i 2024 kommer Polestar 5 en luksus-sedan a la Tesla model S.

Men mere om det senere, for først skal vi kigge lidt nærmere på Polestar 2, som er noget så sjældent som en leveringsklar el-bil. Faktisk er der i øjeblikket så lang leveringstid på de mest populære el-biler, at brugtpriserne i flere tilfælde overgår nypriserne. Polestar 2 kunne fra begyndelsen fås i en firehjulstrukket udgave med 408 hk, et batteri på 75 kWh og en oplyst rækkevidde på 480 km. til en pris fra 399.000 kr. Nu fås Polestar 2 også i en udgave med en enkelt elmotor på forhjulene, og her må man så “nøjes” med 231 hk og en 0-100 km/t på 7,4 sekunder i stedet for 4,7 sekunder. Til gengæld er den mere økonomisk med en oplyst rækkevidde på 540 km, og der er skåret 25.000 kr. af prisen.

Se med, når Bilreview laver en ekspres-anmeldelse af Polestar 2.

Peugeot e-208 – en lille og smart elbil

Der er stadig alt for få elbiler at vælge mellem, når det kommer til de mindre biler. Men det gør franskmændene noget ved med Peugeot e-208. Og det på fineste maner, for der er tale om en bil med en lækker kabine, gode køreegenskaber, en udmærket rækkevidde og til en rimelig pris, som til og med er sat ned af flere omgange. 235.000 kr. koster i øjeblikket den almindeligt udstyrede active-udgave og 265.000 kr. for den flot udstyrede GT-udgave. Her får man blandt andet en adaptiv fartpilot og aktiv vognbaneassistent med. Det er selvfølgelig umiddelbart dyrere end benzinudgaven, men her skal man huske at eludgaven har et automatisk gear, mere udstyr i pakkerne og så er den markant billigere i drift. Derfor vil den i mange tilfælde være billigere end en tilsvarende “almindelig” 208’er, når man kigger på den samlede årlige omkostning ved at have bilen.

Batteriet er på 50 kWh, og det rækker til 351 – 362 km efter de officielle tal. Om sommeren skal man nok reelt forvente ca. 300 km. ved blandet kørsel og faktiske målinger viser ca. 250 km. på motorvej ved 110 km/t. Hjemme kan man lade med 11 kW, hvilket er meget godt for en lille el-bil. Det betyder, at den kan lades helt op på 4,5 timer. På farten kan man lade med 100 kW, hvilket er fint.

Bilen er let at køre. Man vænner sig hurtigt fra motorstøj og gearskift. Der er 136 Hk at lege med. Det er ikke ligefrem sportsligt, men den er kvik nok til, at det er en ganske fornøjelig bil at køre. Kabinen er flot, men ikke særlig stor. Desuden fås bilen ikke med mulighed for anhængertræk, og der er kun 2 års garanti på bilen. Men hvis man kan leve med begrænsningerne, så er Peugeot e-208 et seriøst godt bud på en elbil i “polo-klassen”.

Se vores ekspres-anmeldelse af Peugeot e-208.

PS: Skulle du være interesseret, så tag lige et kig på søsterbilen Opel Corsa-e, som er bygget på samme tekniske platform, men som har et noget anderledes design. Her er priserne også sat ned i en ikke nærmere defineret kampagneperiode.

Kia EV6 Long Range + Upgrade 2021

Måske verdens bedste elbil

Det er ikke engang en uge siden, vi delte en lille snig-video fra Berlin af Kia EV6 – bilen som engelske CarWOW har udnævnt til intet mindre end verdens bedste elbil. Vi har nu kørt en kort tur i bilen og kan dele et førstehåndsindtryk med jer. Se vores ekspres-anmeldelse af Kia EV6 Long Range, 77,4 kWh, 528 km, RWD, 229 Hk med upgradepakke til 385.000 kr.

Kia oplyser, at der I løbet af november og december 2021 kommer knap 800 EV6’ere til Danmark, så vi vil snart begynde at se dem på gaden. Der er dog tale om biler, der er forudbestilte af de kunder som har lagt en pre-booking og et depositum på 1000 kr. Bestiller man bilen nu vil en mere realistisk tidshorisont for levering nok være til sommer, da bilen vækker stor interesse i øjeblikket.

Sidst på året kan I vente en grundig anmeldelse og sammenligning med søsterbilen Hyundai Ioniq 5, når vi har fået gennemtestet dem begge.