Kia EV3 – Årets bil i Danmark 2025

​Sydkoreanerne har godt fat i danskerne med deres praktiske og veludstyrede biler med lang garanti på 7 år. Og nu kommer den seneste tilføjelse, Kia EV3, så kørende med god plads og moderne udstyr i prisklassen under 300.000 kr, hvor den store kamp udspiller sig. Bilen er på størrelse med VW ID.3 og Renault Scenic og kommer til en pris fra 270.000 kr. for en version, der kan køre op til 436 km på en opladning. De fleste vil dog nok kigge efter udgaven med et større batteri, der kan håndtere op til 604 km. DC opladning topper ved 128 kW, men til gengæld er ladekurven ganske stabil, og bilen har noget så fantastisk som en knap, der aktiverer forvarmning af batteriet, så man kan lade med fuld hastighed, så snart man ankommer til ladestanderen. Og nu vi er ved knapperne, så kan man slå alle de irriterende alarmer fra med et længere tryk på “mute” knappen på rattet – sådan! Tro os, de her to knapper vil du blive glade for.

Kia EV3 er kåret som årets bil i Danmark i 2025. Og det kan vi godt forstå efter, at vi har kørt i den en uge. Noget af det, som Kia har fået forbedret fra tidligere modeller er køreassistenterne, altså eksempelvis den adaptive fartpilot og den aktive vognbaneassistent som holder bilen centreret i vognbanen. Tidligere modeller har “vugget” bilen frem og tilbage i banen. Det er ikke længere tilfældet. Og rattet registrerer din puls og er dermed ikke længere hysterisk med, at du skal rykke ved rattet konstant for at fortælle bilen, du er der. Head-up displayet er af høj standard, men desværre kun tilkøb i et højere udstyrsniveau. Og nu vi er ved det, så er der selvfølgelig nogle få andre klagepunkter hos de krakilske anmeldere. Men du må se videoen for at få det hele med.

Godt forår derude!

Ps. For nørderne er her en gennemgang af infotainmentsystemet.

Polestar 2 får baghjulstræk og længere rækkevidde

Det er sjældent at se så gennemgribende ændringer i et facelift, som Polestar 2 har fået. Skiftet fra forhjulstræk til baghjulstræk har givet den køreglade bil endnu bedre køreegenskaber, og så er både rækkevidde og ladehastighed forbedret med et lidt større batteri.
At forhjulene kan koncentrere sig om at styre og at bilen bliver skubbet frem med baghjulene, det lægger man hurtigt mærke til på snoede landeveje og i rundkørsler. Den står rigtigt godt fast og det fremkalder et lille smil i mundvigene fra os, som ikke bare skal fra A til B, men som også sætter pris på, hvor sjovt det foregår.

En anden grund til at interessere sig for Single Motor Long Range udgaven af Polestar 2 vil for mange nok være den flotte officielle rækkevidde på 654 km. Det er opnået ved at batteriet er gået fra 75 kWh til 79 kWh nettokapacitet, samt ved at bruge en mere effektiv elmotor. Det skal dog siges, at vi ikke kom over 500 km rækkevidde ved motorvejskørsel og ca. 15 – 18 grader. Men det er stadig en god rækkevidde.
Ladehastigheden er nu oplyst til 205 kW. Vi nåede i praksis 170 kW kortvarigt på en ladning fra 33%. Det er ikke desto mindre godkendt.
Styretøjet er vægtet godt og giver en fin føling med vejen. Motoren yder nu 299 hk frem for 231 hk i den tidligere udgave, og det giver en 0-100 km/t på 6,2 sekunder frem for 7,4 sekunder. Det er med til at give oplevelsen af en helstøbt og vellykket bil.

Der er dog tydelig dækstøj fra de 20″ baljer testbilen var monteret med, og udsynet er bestemt ikke det bedste på grund af nogle ret smalle vinduer hele vejen rundt. Og nu vi er ved det negative, så er der ikke så gode forhold på bagsædet, som man kunne ønske sig.
Bilen må stadig trække 1.500 kg og har et praktisk bagagerum med hatchback, hvilket er sjældent for sedaner, som plejer at have en upraktisk brevsprækkeåbning (som eksempelvis Xpeng P7 og Tesla Model 3). Og så har bilen frunk som er meget anvendelig til opbevaring af eksempelvis ladekabler. På plussiden tæller også en meget brugervenlig skærm med Google software.

Prisen er dog bilens akilleshæl. Long Range Single Motor udgaven står i skrivende stund, juni 2024, til en kampagnepris på 448.118 kr., hvor man får de anbefalede udstyrspakker med i prisen, som inkluderer den vigtige varmepumpe og adaptiv fartpilot, men også glastag og anhængertræk. Problemet er konkurrencen. En Tesla Model 3 Long Range med firehjulstræk, som kører 626 km (WLTP) står til 360.000 kr. med meget sammenligneligt udstyr. Men hold øje med priserne – de har det med at ændre sig ganske meget. Som det ser ud nu, vil vi pege på de ganske rimelige leasingpriser på Polestar 2.
Se med når Elbilsrevolutionen laver en grundig gennemgang af den faceliftede Polestar 2 Single Motor Long Range.

Bonusmateriale for de nørdede: Vi gennemgår hvordan Android Automotive er implementeret i Polestar 2 her.

Disruption i lavpris-segmentet for elbiler

Vi har snart vænnet os til luksuriøse elbiler med masser af hestekræfter til op mod en halv million kr. Men nu sker der for alvor noget med udbuddet og prisen på familiebiler i C-klassen, som kan klare det meste. Selvom elbiler er billigere at eje og køre end deres fossile onkler, og at vi nok så mange gange kan fortælle om, at man skal kigge på den samlede pris per km per år, så fylder indkøbsprisen stadig meget. Og her er det, at BYD Dolphin kommer ind i billedet, for den er på størrelse med en VW ID.3, men koster ca. 85.000 kr. mindre, nemlig 235.000 kr. eller 249.000 kr. for en topudstyret variant. Desuden er garantien 6 år, og ikke de 2 år, som tyskerne tilbyder.

Vi har testet varianten til 249.000 kr. med glastag, opladning af mobilen og mulighed for at trække 220V ud af en stikkontakt. Begge udgaver har dog masser af vigtigt udstyr som adaptiv fartpilot, 12,8″ skærm med navigation, bakkamera, nøglefri betjening, varmepumpe, Apple CarPlay og Android Auto.

Generelt er byggekvaliteten høj. Skærmen er skarp og funktioner som bakkamera og navigationen fungerer flot. Vi skulle dog skrue meget op for klimaanlægget for at få varmen, og vi kunne ikke adskille brugen af aircondition og varmepumpe, som synes at være koblet sammen. Bilen lider også lidt af Tesla-sygen med at placere for mange funktioner i skærmen. Eksempelvis skal man ind i menuerne på skærmen for at slå sædevarme til.

Som de fleste andre biler, der sælges nu, så lever BYD Dolphin op til EU’s nye krav som træder i kraft 1. juli 2024, hvilket betyder, at den advarer om, at man kører for stærkt i forhold til det, som den har registreret, man må køre. Det er dog ofte forkert, og så virker funktionen ikke efter hensigten. Når man så vil slå det fra, så skal man langt ind i menuerne, og her bør man standse bilen. Det er desværre ikke kun BYD Dolphin som har det problem, men stort set alle biler, vi prøvekører for tiden, så prøv bilerne grundigt, inden du beslutter dig, og vær sikker på, at køreassistenterne fungerer, eller at du kan slå dem fra uden for stort besvær. Det kan blive noget, du skal gøre, hver eneste gang, du skal ud at køre.

Man kommer hurtigt op i fart, for Dolphin er forholdsvis let, og motoren yder 204 hk. Rækkevidden er opgivet til 427 km efter WLTP, og der kan lades med 11 kW hjemme og 80 kW på farten. Det er ikke imponerende – til gengæld er der tale om et batteri af typen LFP, som kan lades til 100 % hver gang uden at tage skade i længden. Langt de fleste elbiler har litium-ion batterier, som normalt kun lades til 80 % for at skåne dem.

Tag med os på køretur i BYD Dolphin for at se, hvordan vi oplever plads, støj og køreegenskaber.

Citroën ë-C4 – skal du købe den?

Hvor er det skønt, at der kommer flere elbiler i en prisklasse, hvor mange kan være med. Citroën ë-C4 fås både som femdørs hatchback og i en firedørs sedan-udgave, der hedder ë-C4X. X’et refererer i den sammenhæng ikke til en forhøjet SUV-udgave, som vi er vant til, men til den ekstra plads i bagagerummet.

Lige som vi har anmeldt bilen, har vi modtaget en pressemeddelelse på, at der er en opdateret udgave på trapperne. Så hvis du er interesseret, så vær ekstra opmærksom på, om du får den nye udgave med lidt større batteri og kraftigere motor, eller om “kampagne-prisen” er forklaret på, at det er en lagermodel af den tidligere udgave. Vores testbil har et 46,3 kWh batteri (50 kWh  brutto) og en oplyst rækkevidde på 354 – 358 km afhængigt af udstyr. Motoren yder 136 hk og trækker på forhjulene.

Den opdaterede udgave (slutningen af 2023) får et batteri på 51 kWh (54 kWh brutto) og motoren yder 156 hk. Rækkevidden er øget til ca. 420 km. Ellers er bilen uændret.
Citroen ë-C4 kan i alle udgaver lades med 11 kW AC og 100 kW DC.

Der er endnu ikke priser på den opdaterede udgave. Den eksisterende fås i fire udstyrsvarianter med priser fra 259.000 kr. og til 349.000 kr. (oktober 2023). Men hold øje med prisen på Citroëns hjemmeside, for der er en voldsom konkurrence om, at få fat i kunderne i det her segment, så det vil ikke overraske os, hvis der kommer en god pris på den nye udgave, samt prisjustering på den tidligere udgave. En bil som kunne se ud til at gøre ondt på salget af Citroën ë-C4 er BYD Dolphin, der kommer med et større batteri og motor, mere udstyr og længere garanti til en pris på kun 235.000 kr.

Se med når vi prøvekører Citroën ë-C4 og fortæller om køreoplevelse, brugervenlighed, udsyn, støj, plads og meget mere.

Skal du købe den? Hvis du spørger os, så findes der bedre alternativer til prisen – biler som har bedre teknik, rækkevidde, udstyr og garanti og som må trække en anhænger. Men er du en loyal “citronist”, der elsker den særlige bløde affjedring, så er Citroën ë-C4 bestemt ikke noget dårligt valg. Faktisk er den endda billigere end de tilsvarende fossile udgaver af C4 med tilsvarende udstyr.

Er Hyundai Ioniq 6 bedre end Ioniq 5?

Familiens nye James Bond bil

Hyundai har en historie med at bygge gode og effektive elbiler, og seneste skud på stammen er bestemt ingen undtagelse. Den vindglatte Ioniq 6 kører 614 km (WLTP) på en opladning med 18″ hjul, og det er opnået med det samme batteri, som vi kender fra Ioniq 5 på netto 75 kWh. Det er altså en virkelig effektiv bil som kører langt på kilowatt’en, hvilket gør den billig i drift. Og selv om man ikke har brug for at lade så ofte, så klarer den også det virkeligt hurtigt med op til 240 kW på DC.

Der er således imponerende godt styr på det grundlæggende. Men hvordan kører den så? Vi havde faktisk forventet lidt mere kedelige køreegenskaber i en så økonomisk bil, men de blev gjort til skamme under prøvekørslen. Og det burde man jo nok kunne tænke sig til, for vi har den samme motor, som vi kender fra Ioniq 5 som yder 229 Hk på baghjulene i long range udgaven, men det at bilen ligger lavere mod vejen og har mindre vindmodstand gør kun noget godt for køreoplevelsen. På trods af sin vægt står den bedre i svingene end de fleste elbiler. Ja, vi har nydt at køre Ioniq 6 i en uges tid.

Køreassistenterne fungerer godt, men fås bedre. For eksempel har rattet ikke pulsmåler, så man får jævnligt en advarsel om, at man skal holde hænderne på rattet, mens man har hænderne på rattet. Der er også en irriterende bip-lyd, når man overskrider det, som bilen mener er den tilladte hastighed. Den kan ikke slås fra uden helt at deaktivere den aktive linjevogter, og det skal gøres hver gang bilen har været slukket.

Men der er plusser og minusser ved alle biler, og Ioniq 6 har virkeligt meget godt at byde på. Head-up displayet er opgraderet, så det står helt skarpt og med flere oplysninger end før. Der er rigtig god plads i kabinen, et fint udsyn og bilen er ganske støjsvag, hvilket man nyder på de længere ture. Trailer- og camping-folket vil desuden bemærke, at Ioniq 6 må trække hele 1.500 kg.

Bilen har V2L, så man kan trække 220V via en almindelig stikkontakt i bilen. Den har fået 5 stjerner i NCAP (2022), og endelig så er garantien god med 5 år og ubegrænset kilometer.

Tesla Model 3 er stadig en skarp konkurrent, der er både effektiv og velkørende og har et udbredt ladenetværk, men især den kompromisløse betjening via den store skærm i Teslaen vil være noget, som ikke alle kan forlige sig med. Og Teslaen kan heller ikke følge med på udstyret og garantien.

Tag med når Elbilsrevolutionen tester Ioniq 6 Advanced, 77,4 kWh brutto, 229 hk, 430.000 kr.