Maxus Euniq5 2021

Plads til alle

Er familien blevet så stor, at du kan bruge 7 sæder – eller måske bare masser af plads? Så er Maxus Euniq5 MPV (udtales unik) måske noget for dig. Der er tale om en ren elbil, som er oplyst til en rækkevidde på 260 km. Der er kun ét udstyrsniveau, og det er til gengæld flot, bl.a. med et stort glastag. Der er kort leveringstid ifølge RSA som importerer Maxus via Norge, og som vil sælge og servicere biler gennem forhandlere i hele Danmark. Der er 5 års garanti/100.000 km og så koster den 360.000 kr.

Maxus specialiserer sig ellers mest i varevogne, men har også en række personbiler på menuen. Mærket er en del af Kinas største bilfirma, SAIC (Shanghai Automotive) som også ejer MG nu om dage.

Tag med på en ekspres-anmeldelse af Maxus Euniq5 MPV, 177 Hk.

Toyota Yaris Hybrid 2021

Grøn og sikker hybrid

Ingen tvivl om at elbiler er fremtiden. Men hvis man bor i lejlighed uden mulighed for egen ladestander og samtidig gerne vil have en bil, der er så miljøvenlig som mulig, så kan en hybridbil være den rigtige løsning. Der er tale om en kombination af en forbrændingsmotor og en elmotor med et batteri, som lades op ved kørsel. Og netop den kombination har Toyota forfinet i en lang årrække med deres hybridudgaver på tværs af modelprogrammet.

Nu er Yaris kommet i en helt ny generation, hvor el-delen i hybrid-udgaven er vokset, samspillet med automat-gearet forbedret, pladsen er blevet bedre, sikkerheden er forbedret og meget andet er nyt. Anmelderkorpset af motorjournalister er så imponerede, at Yaris er med i opløbet til titlen som årets bil i Europa 2021.

Regeringens aftale om nye bilafgifter fra december 2020 straffer desværre den her type bil, der ikke kan lades op med strøm, men som til gengæld kører langt på literen. Yaris Hybrid er dermed blevet ca. 15.000 kr. dyrere, og koster nu fra 181.000 kr. Men man skal huske, at det er for en bil med et automatisk gear, et højt sikkerhedsniveau som standard og et oplyst brændstofforbrug på 26,3 Km/l. efter WLTP.

Men hvad siger Bilreview til den nye Toyota Hybrid? Tag med på en ekspres-anmeldelse af Toyota Yaris 1.5 Hybrid. Testbilen har udstyret H3 med Smart- og Vision-pakker til en samlet pris på 235.000 kr.

VW ID.3 2020

Fugl Føniks

Angela Merkel klippede snoren til produktionsstart på bilen VW ID.3. Det burde vel egentlig sige det hele. Men man kan overveje at tilføje, at bilen er bygget på den første fabrik i Tyskland, som er totalt ombygget fra konventionel til ren el-bilsproduktion (til 1,2 milliarder euro) – i øvrigt få hundrede kilometer fra, hvor Tesla er ved at bygge deres første tyske fabrik.

Efter en meget dyr omgang dieselgate og en om muligt endnu dyrere regning i sigte fra EU, hvis ikke klimabelastningen af deres solgte biler kommer markant ned i 2021, så er dét her bilen som VW skal lykkes med. Som i SKAL lykkes med, sammen med storesøster ID.4 der bliver lidt højere og længere, og som kommer i begyndelse af 2021. Og hvis du skulle være i tvivl, om du nu også kan stole på det der el-bils-noget, så vil Herbert Diess gerne berolige med 5 års inkluderet service, vejhjælp og garanti med i prisen. Herbert er egentlig østriger, men er alligevel lykkedes med at blive “Vorsitzender des Vorstands der Volkswagen AG”. Fantastisk sprog, det tyske.

Men nu tænker du sikkert, er det rigtigt, hvad jeg har hørt? Kan bilen virkelig fortælle vittigheder?

Tag med Bilreview på tur i VW ID.3 Tech

Mazda MX-30 2020

Helt elektrisk Mazda

Det kan godt være, at du synes MX-30 lyder mest som en stavblender fra Philips, men det er faktisk navnet på en bil. Det er nemlig Mazdas første elbil. Og når Mazda gør noget, så plejer de at gøre det godt – men på deres egen måde. Og den her bil er ingen undtagelse. Bagdørene åbner bagud og bilen fås “kun” med et batteri, der rækker til 237 km. Og det er helt efter hensigten, oplyser Mazda, for folk kører alligevel ikke så langt i deres biler, og så sparer det både på miljøet og prisen med et mindre batteri. Det vil nok for mange være et spørgsmål om, hvor vidt det skal være familiens eneste bil, eller bil nummer to. Faktum er i hvert fald, at man til gengæld kan få en ret så luksuriøs bil på størrelse med Nissan Quasqai og med en kvalitet og udstyr som overstiger, hvad man normalt kan få for 240.000 kr. Til den pris er der ikke bare lækre genbrugs-materialer, men også 18” alufælge, adaptiv fartpilot, navigation, Apple CarPlay, parkeringssensor for og bag, og et flot head-up display projiceret op på forruden. Det er i hvert fald imponerende.

Men hvordan kører den så? Tag med bilreview på udflugt i Mazda MX-30 Cosmo, 145 Hk.

Hyundai i10 2020

Lille og praktisk

De såkaldte mikrobiler kommer der ikke mange nye af disse år. Og det er egentlig synd, for de løser manges behov og er ganske miljøvenlige. Heldigvis holder koreanske Hyundai fast i seriøs videreudvikling af den mindste i klassen. Deres i10 er kommet i en gennemført ny udgave, og den er vokset en smule, så der er bedre benplads på bagsædet og plads i bagagerummet, der nu rummer 252 liter.

Importøren har gjort valget let, for der fås kun en udgave med 5 døre og en lille 3 cylindret 1.0 liters motor, der yder 67 Hk. Der er stadig 5 års garanti – modsat de europæiske mikrobiler, hvor man må nøjes med 2 år.

Bilen fås fra under 100.000 kr, men så er der ikke engang radio! Man bør bestemt købe bilen i mellemste eller højeste udstyrsvariant til hhv. 10.000 kr. og 17.000 kr mere, for her åbner pandoras boks sig af udstyr, som man vil sætte pris på i hverdagen. Her er eksempelvis højdejusterbart sæde, en stor skærm, bakkamera, varme i rattet og Apple CarPlay. Og det er faktisk udstyr man normalt skal betale mere for og kun kan få i de større biler. i10 fås også med automatgear til en merpris på 15.000 kr.

Se vores ekspres-anmeldelse af Hyundai i10 MPi, 67 Hk Advance.