Mini Cooper SE 2021

Mini på strøm

Først boede Mini hos Leyland, så blev det en Rover, og de seneste 20 år har den boet hos BMW. Og det skal den ikke være ked af. Mini er nemlig blevet en bil af høj kvalitet – og stadig helt sin egen. Det er sjældent, at vi sætter os ind i en bil, og bare tænker wow, det her er godt nok en sjov kabine, og så ellers bare går i gang med at lege med alle knapperne og skærmene og lysdimserne. Mini Cooper SE hedder el-udgaven, og den er ikke blevet mindre legesyg af at få benzinmotoren skiftet ud med batteri og elmotor. Vægten er steget lidt til 1365 kg, men med en elmotor som yder 184 HK i en lille og lav bil med hjulene godt ude i hjørnerne, så er der dømt smil på læben. I hvert fald hos chaufføren og en enkelt passager, for både bagsædet og bagagerummet er tæt på ubrugeligt.

Det her er ikke en praktisk familiebil, men rock&roll og køreglæde for dem som ikke kan lade være.

Batteriet er på 33 kWh, hvilket giver en oplyst rækkevidde på 234 km. Der kan lades med 11 kW på AC og med 50 kW ved hurtigladere. Bilen fås i tre udstyrsniveauer fra 266.500 kr. til 301.600 kr.

Tag med på en ekspres-anmeldelse af Mini Cooper SE Maximise på en af de første sommerdage.

VW ID.4 2021

ID.4 ist gekommen

I folkeskolen havde jeg en skarp tysklærer fra Tyskland, der kaldte mig en Wahnsinnsknüller, en “vanvidssuccess”. Og der lærte jeg så både et nyt ord, og at tyskere faktisk godt kan have ironi.

Nå, men der er meget som tyder på, at VW har skudt papegøjen med ID.4, storebroreren til den meget omtalte ID.3. Den familievenlige el-SUV er nemlig den mest solgte elbil i Danmark og hele Europa lige nu, og har dermed vippet både Tesla og koreanerne af pinden.

Det har da også været vigtigt for VW at gøre op med de fordomme, som har knyttet sig til nogle af de tidlige el-biler.
VW ID.4 kan således køre langt på en opladning, genoplades hurtigt, rumme fem personer, køre med påhængsvogn, varme bilen effektivt op og så ligner den en helt almindelig bil.

Priserne begynder ved 295.000 kr med et 52 kWh batteri og 375.000 kr. med et 77 kWh batteri og noget mere udstyr. Regn dog med ca. 420.000 for en veludstyret udgave (der er mange krydser at sætte hos VW). Men så er service også inkluderet i 5 år – og de fleste banker begynder at have billige lån til elbiler.

Se vores anmeldelse af ID.4 Pro 1st

Batteri- og opladningsskole

Når en bil skal oplades, hvordan forholder man sig så til alle de nye tal og begreber. Er det bare bedre jo større tal? Få forklaringen her i Bilreviews Batteri- og opladningsskole.

Aiways U5 2021

Kæmpe el-SUV til folket

Aiways er et nyt kinesisk bilmærke i Danmark. “Ai” = kærlighed, er på vej. Og det vil helt sikkert være tilfældet for mange, når de prøver Aiways U5 første gang. Det er nemlig en stor og lys SUV med 63 kWh på batteriet og en lang rækkevidde på 410 km efter WLTP. Elmotoren yder hele 204 hk, og der følger pænt med udstyr med i de to udgaver, der er at vælge imellem, Plus til 300.000 kr. eller Premium til 335.000 kr. Sidstnævnte har stort set alt det udstyr, som man kan komme i tanke om inklusiv hvid kunstlæderstue og et flot soltag som kan åbnes. Priserne ligger ca. 100.000 kr under en tilsvarende VW ID.4, og Aiways U5 er endda en smule større.

En sjov detalje er, at Aiways biler ikke sejles til Europa, men kører med tog hele vejen. Det reducerer transporttiden fra Shanghai fra 6 uger til kun 16 dage.

Se vores anmeldelse af Aiways U5 Premium

Maxus Euniq5 2021

Plads til alle

Er familien blevet så stor, at du kan bruge 7 sæder – eller måske bare masser af plads? Så er Maxus Euniq5 MPV (udtales unik) måske noget for dig. Der er tale om en ren elbil, som er oplyst til en rækkevidde på 260 km. Der er kun ét udstyrsniveau, og det er til gengæld flot, bl.a. med et stort glastag. Der er kort leveringstid ifølge RSA som importerer Maxus via Norge, og som vil sælge og servicere biler gennem forhandlere i hele Danmark. Der er 5 års garanti/100.000 km og så koster den 360.000 kr.

Maxus specialiserer sig ellers mest i varevogne, men har også en række personbiler på menuen. Mærket er en del af Kinas største bilfirma, SAIC (Shanghai Automotive) som også ejer MG nu om dage.

Tag med på en ekspres-anmeldelse af Maxus Euniq5 MPV, 177 Hk.