Sneak peek
MG Marvel R 2021
Sneak Peek
Mustang Mach-E 2021
Mustang som familiebil?
Hele Fords enorme produktionsapparat skal omstilles til kun at lave el-biler allerede i 2030. Og her har man så valgt at begynde med den legendariske amerikanske muskelbil Ford Mustang. Bilen er bygget helt fra bundet af som el-bil SUV og har fået en masse af flot og komfortabelt udstyr, som eksempelvis glastag og en stor skærm i midten, som vi kender det fra Tesla. Resultatet er en mere familievenlig SUV end en egentlig sportsvogn, omend man ikke savner kræfter – og det har Ford-sælgerne nok ikke så meget imod.
Mach-E som bilen hedder (udtales Maggie) fås i fire forskellige kombinationer bestående af enten et 68 kWh eller 88 kWh batteri, der begge kan fås med enten baghjulstræk eller firhjulstræk. Prisen starter ved 400.000 kr., men den udgave som de fleste nok vil vælge er den med det store batteri og baghjulstræk som har en oplyst rækkevidde (WLTP) på 610 km og 294 HK til en pris på 440.000. Hertil kommer en teknologipakke til 15.000 kr. med bl.a. 360 graders kameraer og B&O anlæg, som de fleste nok også vil købe. Det er mange penge for en bil, men langt mindre end en tilsvarende bil ville koste, hvis den skulle beskattes som en benzin- eller hybrid-bil.
Se vores ekspres-anmeldelse af Mustang Mach-E 88 kWh RWD.
Lexus UX 300e 2021
Grøn Lexus
Måske kender du ikke Lexus så godt som du burde. Det er nemlig Toyotas luksus-mærke, hvor rigtigt meget fungerer som det skal. Der er en gennemført følelse af kvalitet og komfort over Lexus-biler, og mærket har da også nogle af de mest tilfredse kunder. Nu er Lexus så kommet med deres første rene el-bil baseret på den mindre cross-over “Urban eXplorer” (UX). Og da elbiler er afgiftsfritaget i Danmark, fås den til rimelige penge. Lexus UX 300e har et batteri på 50 kWh netto og en officiel rækkevidde på 313 km til en pris på 380.000 kr. for det mellemste ganske veludstyrede niveau.
Bilen er flot designet indvendigt som udvendigt, og så er den hurtig med en elmotor som yder 204 hk og flytter dig fra 0 – 100 km/t på 7,5 sekunder. Hjemme kan den lade med 6,6 kW (AC) og med 50 kW på hurtigladere med et CHAdeMO-stik. Det er ikke helt på niveau med flere af konkurrenterne som ofte kan lade med op til 100 kW eller hurtigere. Ærgerligt er det også, at UX 300e ikke fås med indbygget navigation. Her skal man downloade en særlig app til Android-telefoner eller bruge Apple CarPlay, hvis man har en iPhone.
Men det er alt sammen tal og fakta. Det her er måske ikke den mest praktiske familiebil. Til gengæld så er Lexus UX 300e en ualmindelig lækker bil at køre i, som du hurtigt vil føle dig hjemme i. Den er bygget godt, designet skarpt og den giver dig en premium-følelse på linje med en BMW.
Se vores ekspres-anmeldelse af Lexus UX 300e, Premium.
Fiat 500 2021
Genfødt Torino-klassikker
Den lille italienske charmetrold Fiat 500 er nu igen “made in Torino”, og det glemmer producenten ikke at gøre opmærksom på. Den forrige udgave var bygget i Polen. Men nok så interessant er det, at Fiat 500 nu er en elbil, og fremover fås den kun sådan.
Bilen er blevet seks cm længere, seks cm bredere og tre cm højere, og akselafstanden er øget med over to cm. Det giver en noget bedre plads, og særligt bredden opleves som en forbedring, men også loftshøjden er vokset betydeligt. Bagagerummet rummer 185 liter og det er småt, men dog anvendeligt. Det samme gælder ikke bagsædet, som ganske enkelt ikke kan bruges til voksne.
Man kan nu også få en udgave med en ekstra dør i højre side, der gør det noget nemmere at få børn ind og ud af bilen.
Bilen fås med to forskellige batterier på henholdsvis 24 kWh og 42 kWh og officielle rækkevidder på 180 og 320 km. Man skal dog bestemt gå efter det store batteri som vores praktiske test giver en rækkevidde på ca. 240 km ved en blanding af motorvej og landevej på en sommerdag.
Hjemme kan der lades med 11 kW og på farten med op til 85 kW. Det er fint.
Prisen starter ved 190.000 kr. for det lille batteri, men regn med ca. 260.000 kr. for en veludstyret udgave med det store batteri. Det er mange penge for en mikrobil, og garantien er kun på to år. Men til gengæld, så er både kvaliteten og køreegenskaberne blevet bedre end hos forgængeren.
Se vores anmeldelse af Fiat 500 Icon

