Mustang Mach-E 2021

Mustang som familiebil?

Hele Fords enorme produktionsapparat skal omstilles til kun at lave el-biler allerede i 2030. Og her har man så valgt at begynde med den legendariske amerikanske muskelbil Ford Mustang. Bilen er bygget helt fra bundet af som el-bil SUV og har fået en masse af flot og komfortabelt udstyr, som eksempelvis glastag og en stor skærm i midten, som vi kender det fra Tesla. Resultatet er en mere familievenlig SUV end en egentlig sportsvogn, omend man ikke savner kræfter – og det har Ford-sælgerne nok ikke så meget imod.

Mach-E som bilen hedder (udtales Maggie) fås i fire forskellige kombinationer bestående af enten et 68 kWh eller 88 kWh batteri, der begge kan fås med enten baghjulstræk eller firhjulstræk. Prisen starter ved 400.000 kr., men den udgave som de fleste nok vil vælge er den med det store batteri og baghjulstræk som har en oplyst rækkevidde (WLTP) på 610 km og 294 HK til en pris på 440.000. Hertil kommer en teknologipakke til 15.000 kr. med bl.a. 360 graders kameraer og B&O anlæg, som de fleste nok også vil købe. Det er mange penge for en bil, men langt mindre end en tilsvarende bil ville koste, hvis den skulle beskattes som en benzin- eller hybrid-bil.

Se vores ekspres-anmeldelse af Mustang Mach-E 88 kWh RWD.

Lexus UX 300e 2021

Grøn Lexus

Måske kender du ikke Lexus så godt som du burde. Det er nemlig Toyotas luksus-mærke, hvor rigtigt meget fungerer som det skal. Der er en gennemført følelse af kvalitet og komfort over Lexus-biler, og mærket har da også nogle af de mest tilfredse kunder. Nu er Lexus så kommet med deres første rene el-bil baseret på den mindre cross-over “Urban eXplorer” (UX). Og da elbiler er afgiftsfritaget i Danmark, fås den til rimelige penge. Lexus UX 300e har et batteri på 50 kWh netto og en officiel rækkevidde på 313 km til en pris på 380.000 kr. for det mellemste ganske veludstyrede niveau.

Bilen er flot designet indvendigt som udvendigt, og så er den hurtig med en elmotor som yder 204 hk og flytter dig fra 0 – 100 km/t på 7,5 sekunder. Hjemme kan den lade med 6,6 kW (AC) og med 50 kW på hurtigladere med et CHAdeMO-stik. Det er ikke helt på niveau med flere af konkurrenterne som ofte kan lade med op til 100 kW eller hurtigere. Ærgerligt er det også, at UX 300e ikke fås med indbygget navigation. Her skal man downloade en særlig app til Android-telefoner eller bruge Apple CarPlay, hvis man har en iPhone.

Men det er alt sammen tal og fakta. Det her er måske ikke den mest praktiske familiebil. Til gengæld så er Lexus UX 300e en ualmindelig lækker bil at køre i, som du hurtigt vil føle dig hjemme i. Den er bygget godt, designet skarpt og den giver dig en premium-følelse på linje med en BMW.

Se vores ekspres-anmeldelse af Lexus UX 300e, Premium.

Mini Cooper SE 2021

Mini på strøm

Først boede Mini hos Leyland, så blev det en Rover, og de seneste 20 år har den boet hos BMW. Og det skal den ikke være ked af. Mini er nemlig blevet en bil af høj kvalitet – og stadig helt sin egen. Det er sjældent, at vi sætter os ind i en bil, og bare tænker wow, det her er godt nok en sjov kabine, og så ellers bare går i gang med at lege med alle knapperne og skærmene og lysdimserne. Mini Cooper SE hedder el-udgaven, og den er ikke blevet mindre legesyg af at få benzinmotoren skiftet ud med batteri og elmotor. Vægten er steget lidt til 1365 kg, men med en elmotor som yder 184 HK i en lille og lav bil med hjulene godt ude i hjørnerne, så er der dømt smil på læben. I hvert fald hos chaufføren og en enkelt passager, for både bagsædet og bagagerummet er tæt på ubrugeligt.

Det her er ikke en praktisk familiebil, men rock&roll og køreglæde for dem som ikke kan lade være.

Batteriet er på 33 kWh, hvilket giver en oplyst rækkevidde på 234 km. Der kan lades med 11 kW på AC og med 50 kW ved hurtigladere. Bilen fås i tre udstyrsniveauer fra 266.500 kr. til 301.600 kr.

Tag med på en ekspres-anmeldelse af Mini Cooper SE Maximise på en af de første sommerdage.

Maxus Euniq5 2021

Plads til alle

Er familien blevet så stor, at du kan bruge 7 sæder – eller måske bare masser af plads? Så er Maxus Euniq5 MPV (udtales unik) måske noget for dig. Der er tale om en ren elbil, som er oplyst til en rækkevidde på 260 km. Der er kun ét udstyrsniveau, og det er til gengæld flot, bl.a. med et stort glastag. Der er kort leveringstid ifølge RSA som importerer Maxus via Norge, og som vil sælge og servicere biler gennem forhandlere i hele Danmark. Der er 5 års garanti/100.000 km og så koster den 360.000 kr.

Maxus specialiserer sig ellers mest i varevogne, men har også en række personbiler på menuen. Mærket er en del af Kinas største bilfirma, SAIC (Shanghai Automotive) som også ejer MG nu om dage.

Tag med på en ekspres-anmeldelse af Maxus Euniq5 MPV, 177 Hk.

Hyundai i10 2020

Lille og praktisk

De såkaldte mikrobiler kommer der ikke mange nye af disse år. Og det er egentlig synd, for de løser manges behov og er ganske miljøvenlige. Heldigvis holder koreanske Hyundai fast i seriøs videreudvikling af den mindste i klassen. Deres i10 er kommet i en gennemført ny udgave, og den er vokset en smule, så der er bedre benplads på bagsædet og plads i bagagerummet, der nu rummer 252 liter.

Importøren har gjort valget let, for der fås kun en udgave med 5 døre og en lille 3 cylindret 1.0 liters motor, der yder 67 Hk. Der er stadig 5 års garanti – modsat de europæiske mikrobiler, hvor man må nøjes med 2 år.

Bilen fås fra under 100.000 kr, men så er der ikke engang radio! Man bør bestemt købe bilen i mellemste eller højeste udstyrsvariant til hhv. 10.000 kr. og 17.000 kr mere, for her åbner pandoras boks sig af udstyr, som man vil sætte pris på i hverdagen. Her er eksempelvis højdejusterbart sæde, en stor skærm, bakkamera, varme i rattet og Apple CarPlay. Og det er faktisk udstyr man normalt skal betale mere for og kun kan få i de større biler. i10 fås også med automatgear til en merpris på 15.000 kr.

Se vores ekspres-anmeldelse af Hyundai i10 MPi, 67 Hk Advance.