Kia EV6 Long Range + Upgrade 2021

Måske verdens bedste elbil

Det er ikke engang en uge siden, vi delte en lille snig-video fra Berlin af Kia EV6 – bilen som engelske CarWOW har udnævnt til intet mindre end verdens bedste elbil. Vi har nu kørt en kort tur i bilen og kan dele et førstehåndsindtryk med jer. Se vores ekspres-anmeldelse af Kia EV6 Long Range, 77,4 kWh, 528 km, RWD, 229 Hk med upgradepakke til 385.000 kr.

Kia oplyser, at der I løbet af november og december 2021 kommer knap 800 EV6’ere til Danmark, så vi vil snart begynde at se dem på gaden. Der er dog tale om biler, der er forudbestilte af de kunder som har lagt en pre-booking og et depositum på 1000 kr. Bestiller man bilen nu vil en mere realistisk tidshorisont for levering nok være til sommer, da bilen vækker stor interesse i øjeblikket.

Sidst på året kan I vente en grundig anmeldelse og sammenligning med søsterbilen Hyundai Ioniq 5, når vi har fået gennemtestet dem begge.

Mustang Mach-E 2021

Mustang som familiebil?

Hele Fords enorme produktionsapparat skal omstilles til kun at lave el-biler allerede i 2030. Og her har man så valgt at begynde med den legendariske amerikanske muskelbil Ford Mustang. Bilen er bygget helt fra bundet af som el-bil SUV og har fået en masse af flot og komfortabelt udstyr, som eksempelvis glastag og en stor skærm i midten, som vi kender det fra Tesla. Resultatet er en mere familievenlig SUV end en egentlig sportsvogn, omend man ikke savner kræfter – og det har Ford-sælgerne nok ikke så meget imod.

Mach-E som bilen hedder (udtales Maggie) fås i fire forskellige kombinationer bestående af enten et 68 kWh eller 88 kWh batteri, der begge kan fås med enten baghjulstræk eller firhjulstræk. Prisen starter ved 400.000 kr., men den udgave som de fleste nok vil vælge er den med det store batteri og baghjulstræk som har en oplyst rækkevidde (WLTP) på 610 km og 294 HK til en pris på 440.000. Hertil kommer en teknologipakke til 15.000 kr. med bl.a. 360 graders kameraer og B&O anlæg, som de fleste nok også vil købe. Det er mange penge for en bil, men langt mindre end en tilsvarende bil ville koste, hvis den skulle beskattes som en benzin- eller hybrid-bil.

Se vores ekspres-anmeldelse af Mustang Mach-E 88 kWh RWD.