Nu har den meget roste Ioniq 5 fået en kollega i Ioniq 6, der er så vindglat, at man må tro, den er født i en vindtunnel. Den nye 6’er kan da også køre op til 614 km WLTP med det samme batteri på 77,4 kWh, som i Ioniq 5 rækker til 507 km WLTP. Og den lader lynhurtigt med 800V batterisystemet, så man hurtigt kan komme videre, hvis man skal lade på farten. Men ligne Ioniq 5, det gør den ikke. De dage er talte, hvor to biler fra Hyundai skal ligne hinanden. Ioniq 6 er en rigtig sølvfisk med porche-spoiler og en rummelig og lys kabine. Vi har kørt en tur, og kan røbe, at der er tale om en ganske behagelig langtursbil. Vi peger på den pænt udstyrede Advanced-udgave med 229 hk, som det bedste køb til 430.000 kr.
Det glatte ydre og den effektive kørsel deler Ioniq 6 med Tesla Model 3, som nu kommer fra den længe ventede gigafactory i Berlin-Brandenburg. Priserne er faldet samtidig med at kvaliteten er steget. Vi oplever mindre støj i kabinen og en højere materiale- og samlekvalitet, end vi har set før hos Tesla. Man får virkelig en gennemført stilren, hurtig og effektiv pakke med et flot udstyrsniveau for pengene. Skal vi sætte en finger på noget, så er det assistentsystemerne, som kunne være bedre, en smal åbning til bagagerummet og manglende mulighed for et headup display. Men uden tvivl et godt køb. Tesla Model 3 har en oplyst rækkevidde på 602 km WLTP i Long-Range-udgaven med en frapris på 390.000 kr.
Men er det røven i skålen og kompromisløs køreglæde, der skal til, så tag lige et kig på BMW i4. Her er en fuldblods-el-bimmer som bare er klistret til vejbanen, når man tvinger den rundt i svingene. Alt sidder, hvor det skal, og det føles bare rigtigt. Og knapperne har lyde designet af Hans Zimmer, som har lavet filmmusik til Interstellar, Inception m.fl. Du ender med at betale 150.000 kr. mere end for Tesla Model 3 for at få sammenligneligt udstyr. BMW i4 er faktisk ikke helt lige så hurtig på 0-100 km/t. og der er ikke lige så god plads på bagsædet, da i4 er baseret på en platform, som den deler med sine fossil-fætre. Men der var smil helt op til ørerne, da vi kørte en tur i BMW i4 eDrive40, 340 HK, 0-100 på 5,6 sekunder og 590 km WLTP til en frapris på 514.000 kr.

