Vinterkavalkade af nye elbiler

Elbilsrevolutionen har været på eCarExpo og se på nye biler – og du skal ikke snydes for at se med. Så her har du en håndfuld friske smagsprøver på nye elbiler.

Renaults klassiske MPV, Scenic, i version 4 sælges ikke længere i Danmark, men nu kommer den længe ventede version 5 som elbil med navnet Renault Scenic E-Tech Electric og på samme tekniske platform som den nye Megane E-Tech Electric og Nissan Ariya. Bilen er 8 cm lavere end sin forgænger, den har et helt nyt design med god plads og mulighed for at tilkøbe det nyeste skrig af et panoramasoltag som kan skærme for solen med touch-funktion. Prisen er ikke offentliggjort endnu, men rækkevidden skulle være omkring 600 km efter WLTP. Bilen kommer efter planen til Danmark til marts 2024.

Ford Explorer skal løfte arven fra den populære Kuga og konkurrere med populære biler som VW ID4 og Tesla Model Y. Der er tale om en mellemklasse SUV som slutter sig til den noget dyrere Mustang Mach-E. Teknisk er bilen baseret på VW-koncernens MEB platform som den deler med bl.a. Audi Q4 og VW ID. 4. Det gør også, at der er tale om en baghjulstrukket bil, der har samme batterier og motorer, som vi kender dem fra de tyske biler. Ford oplyser at rækkevidden bliver på ca. 500 km, hvilket tyder på, at den i første omgang kommer med 77 kWh batteriet. Ford Explorer kommer til foråret 2024 og prisen forventes at starte på 340.000 kr.

Zeekr X er et ungt mærke i Geely koncernen som også producerer Volvo og Polestar. Der er tale om en kompakt SUV med et design, der er gennemført både ude og inde. Bilen er bygget på den samme tekniske platform som Volvo EX30. Man kommer ikke til at savne kræfter, da grundmodellen er udstyret med 272 hk og firehjulstrækudgaven flår dig gennem luften med hele 428 hk. Zeekr X fås kun med én batteristørrelse på 69 kWh (brutto) og kører efter WLTP 425 km eller 445 km afhængig af variant. Bilen forventes at kunne leveres til sommeren 2024, og mon ikke priserne bliver under 400.000 kr med den voldsomme konkurrence på priserne, vi ser for tiden.

Endnu en bil fra Zeekr, der har det frække James Bond-agtige navn 001, er på paletten. Vi har at gøre med en stor Shooting Break (det man i gamle dage kaldte en Lift back). Den er ganske luksuriøs og er temmelig heftig med 540 hk og firehjulstræk. Batteriet er på 94 kWh netto som rækker til 550 km efter WLTP. Bilen er en lækker cruiser, men samtidig sat lidt sportsligt op. Ved lavere hastigheder oplevede vi at undervognen ikke var så eftergivende, så små ujævnheder kunne mærkes. Det er en meget vindglat bil med en CW værdi på 0,23. Det er flot.

BMW i5 er en lækker køremaskine at se på og røre ved. Væk er de blå detaljer som skulle vise, at her var en anderledes bil. Man vil ikke kunne se, at det er en elbil, hvis man ikke ved det. Der er (selvfølgelig) baghjulstræk som yder 340 hk til 583.000 kr. med et pænt udstyr taget i betragtning, at vi taler om en BMW. Der er både adaptiv fartpilot, navigation, trådløs opkobling om meget mere i grundudgaven. Vil man have firhjulstræk og dermed hele 601 hk, så havner prisen over en million kr, så dem bliver der nok ikke solgt så mange af i Danmark. Bilen er udstyret med et batteri på 81 kWh, og det giver en rækkevidde på godt 500 km lidt afhængig af udstyrsniveauet. Den lades op med 22 kW hjemme og med op til 205 kW på farten, hvilket er meget flot. BMW i5 er kåret som årets bil i Danmark i 2024.

Kia EV9 er nu på vej til Danmark og slutter sig til Kia EV6 som blev årets bil i Europa 2022, hvorefter den nærmest har været umulig at få leveret. Det er som navnet antyder en rigtig stor SUV med plads til 7 personer. Der er tale om den samme platform som også Hyundai Ioniq 5 og 6 er bygget på, og fabriksgarantien er på hele 7 år. Bilen har fået et 100 kWh batteri, og det kaster rækkevidder på over 500 km af sig, hvilket er flot bilens form og størrelse taget i betragtning. Prisen er i den høje ende med 674.900 kr. for en Premium Launch Edition med 203 HK og en rækkevidde på op til 563 km (WLTP). Mon ikke der kommer en prisjustering.

Voyah Free kommer fra endnu et nyt kinesisk mærke, som vi skal til at vænne os til. Men moderselskabet Dongfeng har 54 års erfaring med at bygge biler, og har bygget elbiler i 23 år. Her er tale om ganske luksuriøse biler, der sigter efter at konkurrere med Audi, BMW og Mercedes-Benz. Men det er svært at være ny i klassen, og Voyah har da også lige sænket prisen på introduktionsmodellen til 500.000 kr for at komme ind på markedet. Der er skærme hele vejen på tværs af kabinen og selfie-kamera. Det måtte komme. Kvaliteten virker god, og bilen har lækre højttalere fra danske Dynaudio. Bilen kommer med et 100 kWh stort batteri, og Voyah angiver en rækkevidde på 500 km. Der er 5 års garanti.

God jul og godt nytår!
Elbilsrevolutionen

Lette bilnyheder at glide på ferie på

Det er tid til lette, elegante og friske rødvine, som vores vinpusher skriver til os. Det samme siger Bilreview, lad os få nogle lette nyheder til at glide på ferie på.

Først en ekspres-anmeldelse af Toyotas første rigtige elbil med det knap så mundrette navn bZ4X. Det er en mellemklasse cross-over til en pris på 378.000 – 440.000 kr som rammer midt i feltet på specifikationer i forhold til konkurrenterne. Bilen har masser af udstyr og god ergonomi. Den må også trække 750 kg. på krogen. Det mystiske navn står for ”beyond-zero”, altså en strategi som ikke blot handler om nul udledning af drivhusgasser, men ligefrem en positiv påvirkning af klimaet. 4 henviser til størrelsen og X henviser til at det er en crossover.

Så kigger vi på den sidste af de fire elbiler i mellemklassen (D-klassen) som er bygget på MEB-platformen, Audi Q4 e-tron. Vi har før anmeldt VW ID.4, VW ID.5 og Skoda Enyaq. Prisen går fra 425.000 kr, men der er en del vigtige tilkøb, før man lander på en mere realistisk pris på 440.000 kr – 470.000 kr. Der kan tilkøbes krog, og bilen må trække 1000 kg. Instrumenthuset og ergonomien med knap-betjening er bedre end hos de andre, og det er en virkelig behagelig bil at køre. Men vi har lidt svært ved at finde de helt gode argumenter for merprisen.

Og til slut et par korte sneak-peeks af den face-liftede VW ID. 3 som kommer til efteråret, og den helt nye VW ID. 7, eludgaven af Passat, om man vil, som kommer senere på året. ID. 7 er spændende, da den er flagskib for en række nye teknologier hos VW.

Kan I nu have en rigtig god sommer. Vi ses på den anden side, når vi kan fået hældt sandet ud af strandskoende og plejet vablerne fra bjergvandringen.

Varme feriehilsner
Bilreview

Folkevogns Passat kører på strøm

ID. Space Vizzion – ID.7

Stationcars var engang at finde hos alle bilmærker og ved rigtig mange modeller, men sådan er det ikke mere, da SUV’erne har overtaget rollen som den rummelige familiebil. Alligevel er det en facon af biler vi i Danmark er særligt glade for. Netop derfor er det også spændende når der endelig kommer en ny på markedet og så kører den her på el.


VW har lavet en konceptudgave af den kommende ID. 7, som hedder ID. Space Vizzion. Ifølge VW er ID. Space Vizzion meget tæt på produktionsudgaven af ID. 7, men visse detaljer tror vi dog ikke på.
ID. 7 kommer slut på året som sedan og i andet kvartal 2024 som stationcar og umiddelbart lover det godt. Specifikationerne er dog stadig noget sparsomme, men fortæller om batterier på 77 og 100 kWh, der leverer rækkevidde på op til 700 km og både tohjuls- og firehjulstræk med henholdsvis 279 og 340 hk. Af standardudstyr kan nævnes 15″ skærm, head-up display og et avanceret dynamisk klimaanlæg.

Se med på dette lille sneak peek der giver et billede af den kommende VW ID. 7.